Kære Alle
I en verden hvor alting går hurtigere og hurtigere, og tingene omkring os forandrer sig hurtigere og mere end vi kan følge med til, har vi mere end nogen sinde brug for at finde roen i os selv.
Vi lever i en tid, hvor ansvaret for stilhed, ro og tid til fordybelse, hviler på os selv. Vi kan ikke forvente at freden kommer fra verden, samfundet, vores arbejdsplads eller vores nære omgivelser.
Vi må finde det i os selv.
I stedet for at skue ud og frem, og bekymre os om en verden, vi ikke ved, hvad vej går, må vi trække vores blik tilbage til det, der er her og nu.
Til det nære og de nære – og finde det smukke og rolige i livet her og nu.
Dalai Lama har sagt: I en verden hvor du kan vælge at være alt, så vælg at være venlig.
Venlighed er en af hjertes kvaliteter ligesom kærlighed, medfølelse og taknemmelighed. Når vi vælger den vej, at praktisere og træne venlighed, så træner vi at kultivere blødhed og mildhed til hjertet og sindet. Det er ikke kun en træning for os selv, det bliver i lige så høj grad en måde at være i verden og en måde at møde verden på.
At vise taknemmelighed, venlighed og medfølelse er gaver vi kan give, hvor vi intet mister, men får mere igen. Når vi er grounded i hjertet med blødhed og blidhed, hjælper det os til at være i de svære følelser som usikkerhed, frygt og angst. Det hjælper os til at være her og nu, og rumme verden som den er.
Samtidig bidrager vi til at kultivere og sprede venlighed i verden, uanset hvordan omstændighederne måtte være, og når vi handler venligt, inspirerer det andre til at gøre det samme. Én handling af venlighed kan sprede sig som ringe i vandet.
Så lad venlighed, kærlighed, medfølelse og taknemmelighed være en del af nytårsforsættet i år ❤️
Med ønsket om et kærligt og roligt nytår til alle, vil jeg takke for jeres deltagelse og altid gode energi gennem året, der er gået. Jeg vil glæde mig til at se jer på de ugentlige hold, workshops eller række ud gennem nyhedsbrevet.
De ugentlige hold starter fra 15.1.2024.
Kærlig hilsen
Trine
❤️
Seneste kommentarer