Godt nytår 💫
Ved indgangen til et nyt år er der mange af os, der stopper op et øjeblik og kaster et blik på det år, der er gået. Hvad har vi været igennem? Hvad har der været af oplevelser?
Og videre kan vi tænke over, hvad vi har lært af det, hvad der har inspireret os – og hvordan vi tager det med i det nye år, så det ikke bare forbliver flygtige tanker?
Når jeg ser tilbage på 2024 er der meget, der har inspireret mig. Mit arbejde og undervisning, mine studier og læring, og ikke mindst alle de mennesker jeg møder, er en konstant kilde til inspiration og glæde. Det bærer jeg med mig, og værdsætter dybt.
En særlig inspiration fik jeg af en podcast udsendelse, der handlede om livskraften i menneskers liv.
Det fik mig til at tænke over: Hvad er livskraft egentlig? Hvor er det vi mærker den – og hvordan kan vi aktivt styrke og bruge den?
Livskraft kan ses som den indre kraft, der driver os og giver os lyst til at leve, til at tage del i verden.
Men livskraft er så meget mere. Det er håbet, nysgerrigheden og kilden til glæde selv når ens verden føles urolig og utryg – og er det ikke også et glimt af livskraft vi oplever i et smil, en hjælpende hånd eller et glimt af skønhed i naturen? Det er når vi kommer i kontakt med den indre livgivende energi.
I en tid, hvor verden bliver beskrevet som mørk og uforudsigelig, er det måske netop livskraften, der kan bære lyset og håbet. Der vi kan finde mening, og kan huske os selv på, at bekymringer og frygt ikke må stå i vejen for, at vi lever livet. Vi kan bruge den indre energi, kraft, til at minde os om, at det er i de små øjeblikke vi finder glæden, det er i det nære, i vores relationer at livet leves.
Yoga og meditation rummer en verden af praksisser, der har til formål at mærke, styrke og bringe livskraften frem i lyset. Yoga er ikke blot fysiske øvelser eller teknikker til afspænding. Gennem stillingerne, åndedrætsøvelserne og den meditative tilgang forbinder vi os til et dybere sted, en kerne i os, hvor vi kan opdage styrke og ro. En følelse vi måske ikke lægger mærke til så ofte i et travlt liv.
Disse praksisser har gennem tusindvis af år hjulpet mennesker med at finde ståsted i livet, finde mening og derigennem opleve lys og glæde – uanset de omstændigheder, der er omkring dem.
Ved at integrerer de praksisser i vores liv, styrker vi den indre energi og åbner for en kilde af lys i os selv. Det giver et liv med mere balance, taknemmelighed og glæde. En indre følelse af livskraft, som ikke bare bliver et flygtigt glimt.
Jeg vil ønske jer alle et godt nytår med lys, inspiration og glæde, og et år, hvor jeg glæder mig til at dele yogaens mange aspekter af livgivende og helende praksis med jer.
Kærlig hilsen
Trine
❤️
Seneste kommentarer