Kære Alle

Dette forår har været alt andet, end vi havde kunnet forudse – og ønsket.

Det har været en tid med mange følelser i spil. Op og nedture, glæde, frygt, håb, frustration, usikkerhed og meget andet…..

Nogle har fundet en god ro med det, for andre fylder uroen om fremtiden stadig meget.

Jeg har brugt den første tid af min ferie på at reflektere over den tid, der er gået, og der er to ting, der fylder mere end andet. To ting som jeg vil lade være mine rettesnore gennem sommeren.

Tak

Den ene er følelsen af taknemmelighed. Glæden over, at selvom vi alle har været påvirket, så har vores hverdag været mere fri, end vi har set mange andre steder i verden. Trygheden ved at bo i et land, hvor vi kan have tillid til systemet og vores medmennesker, er jeg taknemmelighed for.

Jeg er glad for den støtte, jeg har fået fra jer. Glad for at der blev lukket op for, at vi igen kunne mødes i fællesskabet omkring yoga og mindfulness. Det er ikke noget, vi kan tage for givet.

Det at være taknemmelig er måske ikke noget, vi går og tænker over til hverdag, men det er en egenskab, der kan trænes. Det, du giver din opmærksomhed, vokser. Retter du din opmærksomhed mod taknemmelighed for selv små ting i livet, vil følelsen komme til at præge dit syn på verden. Følelsen af taknemmelighed har en positiv virkning på vores sind og mentale helbred – vi kommer til at føle os gladere, mindre stressede og mere tilfredse.

Øjeblikket

Det andet er øjeblikket, at huske at være tilstede, at nyde og opleve det der er lige nu.

Alt forandrer sig konstant. Livet er dynamisk – alt og alle er i konstant bevægelse. Vi glemmer det ofte i vores betræbelser på at skabe fast grund under fødderne, opbygge et liv, der er forudsigeligt. I dette forår har vi mærket uforudsigeligheden, og lige nu er der ingen af os, der ved, hvad fremtiden byder på – hverken den nære eller den fjernere. Kan vi beholde måden vi omgås på, skal vi til at lukke samfundet ned igen, bliver vores frihed begrænset?

Uvisheden er en af de fundamentale ting ved at være menneske. Vi kan prøve at arbejde imod det, men vi kan også prøve at arbejde med at være i nuet som det udfolder sig. Nyde tingene som de er. Nyde den situation vi er i nu. Nyde de muligheder, der er. Det øjeblik der er nu, er vores.

Jeg ønsker jer allesammen en rigtig dejlig sommer med sol, regn, blæst, fællesskab og glæde.

Holdene starter igen mandag d .10. august.

trinefoss.dk under yoga ligger der et par yoga sekvenser og en meditation. God fornøjelse.

Kærlige hilsner Trine