Kære alle

Det er sommer.

Det er et overflod af lys, sol, farver og dufte fra naturen, himlen og jorden.

Det er en tid, hvor vi mødes, fester, fejrer, kigger mod nord til nattehimlen, der er lys. Det er en tid, der bringer glæde og giver energi.

Ifølge traditionel kinesisk medicin (TCM) er ilden det styrende element på denne årstid.
Ildens element ses som den gnist hele livet stammer fra, og er forbundet med følelsen af glæde, som, når den er i balance, repræsenterer en entusiasme for livet.

I kroppen er ildens element associeret til hjertet, som efter TCM er det organ, der ses som værende ansvarlig for vores emotionelle forbindelser/relationer, samt for at opretholde indre fred og harmoni.

Det er en skøn energi, men ilden i os kan også blive for kraftig. Det kan have den påvirkning, at vi kan føle os overgearet, rastløse, og have svært ved at sove og finde ro. Det kan også give en følelse af at mangle forbundethed til en selv og dem omkring os.

De fleste af os møder denne sommer anderledes, end vi normalt møder sommertiden. Vi har en opsparet lyst til at at komme ud og mærke livet igen. Til at skabe eller genskabe relationer til andre. Til at mærke glæde og frihed igen.

Men omvæltningen fra den lange vinter med begrænset aktivitet og samværd til en sommer, hvor alt omkring os vågner igen, kan også føles overvældende. Nogle vil springe ud i det med åbne arme, og er parate til at omfavne det hele, hvor andre har brug for at gå med små skridt for at kunne rumme det.

Det er vigtigt at mærke efter, hvordan sommeren skal være for en, så man ikke bliver overvældet, men kan holde stabiliteten og fødderne på jorden.

En vej til at balancere hjertets energi og ild-elementet i kroppen er en øget bevidsthed om at gøre nogle af de ting, der bringer glæde, at skabe gode relationer, også til sig selv, og at huske at gribe pauserne til at nyde alt det, der hører sommeren til.

Det er dejligt at bevæge sig i varmen, og yogaen kan give os ro, når vi oplever for meget. På min hjemmeside trinefoss.dk/yoga bliver videoerne liggende sommeren over, hvis du får tid og lyst til en yoga pause 🧘‍♀️

Nedenfor kan du se datoerne for de sidste yogahold før sommerferien. Holdene starter igen i midten af august.

Jeg vil ønske jer alle en rigtig dejlig sommer, og takke for jeres opbakning i dette mærkelige år.

Kærlig hilsen
Trine

❤️