Kære Alle

For mange går sommerferien på hæld, for nogen er den slut, og for andre er den kun lige begyndt.

Om ikke så lang tid går vi fra sommer til sensommer, til tiden med de rolige farver, det bløde lys og de lange skygger.

For dem, der har holdt sommerferie i Danmark, har ferietiden måske mere føltes som sensommer end sommer, eller måske nærmere som efterår.

Jeg har holdt min sommerferie i Danmark. Der har været vind og regn, men der har også været mange tidspunkter med sol, hvor måltider kunne spises ude. Der har været stille dage, hvor vi kunne nyde badeture i et blikstille hav. Der har været hyggeligt samvær med familie og venner. Så på mange måder en klassisk dansk sommerferie.

Der er dog en ting, der har været anderledes i år, og det er det evige skiftende vejr. Det at to dage aldrig har været ens. At vejret har skiftet fra morgen til aften. Denne konstante skiftende uro har udfordret mit nervesystem.

Vi er i Danmark vant til, at vejret skifter, vi er vant til årstider og “mellem-årstider”. Til skiftende temperaturer, til skiftende lys, til at dagens længde aftager og tiltager. Vi lever med det, vi tænker sjældent over det, vi justerer.

I Ayurveda kaldes det Vata vejr. Vata er den konstellation, dosha, der repræsenterer det luftige, bevægelige og æteriske element. I kroppen manifesterer vata sig i den øverste del af kroppen i lunger, hals og hoved. For meget Vata får energien til at stige op fra de groundende elementer længere nede i kroppen. Det kan påvirke os, så vi bliver urolige, nervøse, over-tænkende og sover uroligt og dårligt.

Vata bærer også en tørhed med sig, som både påvirker vores hud, luftveje og fordøjelse.

Normalt siger man, at om sommeren skal vi spise lettere, mere kølende mad, men i en sommertid med meget uro fra naturen bør vi tænke over at grounde os selv, spise varmere mad og have et godt øje til vores fordøjelse. 

I yoga og mindfulness arbejder vi med, som en af grundstenene, at være tilstede i nuet gennem opmærksomhed på kroppen og åndedrættet. Det er med til at opbygge en følelse af grounding og en øget ro for nervesystemet. Ligeledes er det en super power for fordøjelsen. Når nervesystemet er i ro, stimuleres fordøjelsesenzymerne. Bevægelserne i yoga med stræk, foroverbøjninger og twist giver massage til tarmene og sikrer sund tarmaktivitet, der modvirker Vatas negative indvirkning.

For yogaholdene er sommerferien også snart slut. De ugentlige hold starter fra mandag d. 14.8.

Lørdag d. 9.9. holder jeg en sensommerworkshop med fokus på at balancere årstidens skiften. Se mere herunder.

Jeg glæder mig til at se jer igen.

Kærlig hilsen

Trine