Kære Alle

Det er efterår omkring os med smukke farver og køligere temperaturer.

Efteråret er en årstid mellem sommerens varme og lys og den køligere mørke vinter. Det er en tid, hvor naturens farver skifter, og hvor en større del af vores liv og aktiviteter flytter indenfor. Det er en tid præget af de luftige og æteriske energier. 

Lige nu er der meget uro omkring os, og det er bestemt ikke kun fra de skiftende vinde i naturen, men både fra vores nære geografiske verden og den længere væk. Når så store forandringer og uroligheder sker omkring os, er det naturligt af føle at en del af ens faste grundfølelse vakler. Der er meget at blive bekymret over, og der er mange påvirkninger, der gør det svært at holde “fødderne på jorden”.

I sådanne tider skal vi huske på at give os selv pauser, hvor vi trækker vores fokus ind til det, der sker lige omkring os, og lade verden blive lidt mindre. Glæde sig over de nære ting som de smukke farver i naturen, hyggelige møder med venner, skønne oplevelser o.lign. Trods meget uro er der stadig meget, der vedbliver med at være det samme, og det er det, vi skal huske at have vores blik på.

I yoga og mindfulness arbejder vi med, som en af grundstene, at være til stede i nuet gennem opmærksomhed på vores sanser, kroppen og åndedrættet. At finde ro og stabilitet i det der sker og opleves i vores ydre verden såvel som den indre. Det er gennem det, vi kan finde glæde og varme  i hjertet og sindet. Yoga og mindfulness har rødder, der går mange år tilbage, men det er ikke blevet en mindre væsentlig praksis i det verdensbillede, vi lever i lige nu.

Jeg har lagt et par ekstra hold ind i oktober for at hylde efteråret, og lade kroppen tune ind til overgangen fra sommer-efterår-vinter, så vi oplever ro og harmoni i tiden, der er, og den der kommer.

❤️ Trine