Kære Alle

Det er forår, fuglene synger, træerne springer ud omkring os, og mod nord kan man se konturerne af solnedgangen til sent på aften. De lyse nætter er lige om hjørnet. Vi begynder at se fremad, forhåbentlig mod en tid, hvor sygdom, restriktioner og nedlukning kommer til at fylde mindre.

Den tid, vi har været igennem, har påvirket os. I dag vil de fleste nok associere iltmaske med Covid-19 med billeder af intensivafdelinger, hvor mennekser ligger med iltmasker i kampen for at blive raske. Men for bare et år siden ville mange nok have associeret iltmasker med at skulle ud at rejse, ud for at opleve. Måske har du glemt det i dag, men enhver flyvetur starter med en instruktion om bl.a. iltmasker “husk at placere iltmasken på dig selv før du hjælper andre”.

Ja, for hvis vi ikke selv kan trække vejret, er vi heller ikke i stand til at hjælpe og tage os af andre. Og det gælder ikke kun når vi skal ud og flyve, det gælder igennem hele livet, at vi skal huske at tage os af os selv, af vores egne frustrationer, vrede, sårbarhed og bekymringer. Ikke kun er det svært for os at hjælpe andre, hvis vi selv bliver tømt for energi, men vi risikerer også at påvirke vores omgivelser negativt. Hvem har ikke hørt ekkoet af sig selv frustreret over nedlukninger, manglende vacciner, politiske prioriteringer, andre menneskers måde at agere på og lignende? Det er helt naturligt at vi oplever en reaktion. Det ville være mærkeligt hvis vi ikke reagerede på en eller anden måde i en krise, som den vi er i nu. En krise der har varet så længe. Vi er alle ramt og det kan til tider føltes svært at trække vejret.

Yoga og meditationer er et rigtig godt værktøj til at nære sindet og kroppen, til at få ro på tankerne og nervesystemet, så vi kan trække vejret lidt friere og få større overskud til at vende blikket udad og støtte og hjælpe dem omkring os.

Når vi i yoga bevæger kroppen og mærker, at vi trækker vejret, giver det en føles af friskhed og lethed, men også en følelse at ro og grounding. De guidede meditationer kan noget andet. De kan få vores nervesystem helt i ro, det kan få stress reduceret i kroppen, de kan få os til at se verden fra en mere positiv vinkel, og de kan varme os om hjertet.

Yoga Nidra er et af disse redskaber. Yoga Nidra trigger “rest and digest” responsen i kroppen. Det er den del af nervesystemet, der har en positiv påvirkning på vores fordøjelse, hjerteaktivitet, blodtryk, søvn, immunforsvar og meget mere, og når kroppen kommer i denne tilstand regelmæssigt, kan det give en stor ro dybt ind i kroppen.

Det kan give mere overskud til at møde uroen, frustrationerne eller alt det andet, der fra tid til anden dukker op i sindet og sætter sig i kroppen.

Loving Kindness meditationen er fundamentet i compassion træning, hvor man bevidst arbejder på at opøve en følelse af medmenneskelighed for at kunne give plads til egne og andres følelser og reaktioner. Det kan hjælpe os med at kultivere en følelse af omsorg, så vi handler med venlighed og tålmodighed fremfor afvisning og frygt.

Loving Kindness er ligesom Yoga Nidra en meditation, der har stor effekt på både vores fysiske helbred og psykiske trivsel.

På min hjemmeside trinefoss.dk under YOGA finder du disse meditationer samt diverse yogasessioner, du kan følge eller bruge som inspiration.

Jeg glæder mig meget til, vi kan mødes til yoga igen – og til at se jer allesammen.

Pas godt på jer selv – og husk at trække vejret….

Kærlig hilsen

Trine

❤️