Kære Alle
Vi nærmer os slutningen af sommeren. Det kan mærkes ved, at skyggerne er længere nu, aftener og nætter er blevet mørkere, stjernehimlen står klart.
Sommeren er en tid, hvor omgivelserne omkring os er præget af ildens element. Den opløftende energi, lyset, varmen – og specielt på den del af kloden vi bor, de lange lyse nætter.
Ildens element står også for transformation.
Den fase hvor ting ændrer sig, tanker opstår, indsigter sker. Transformation er en fase mod det nye. Når tingene er ændret, når indsigterne er sket, kan vi ikke gå tilbage til før. Som når ilden brænder et stykke træ, kan det ikke opstå igen.
Efter de gamle traditioner er sommeren derfor også den tid, hvor forandringer sker. Måske tænker vi ikke så meget over det som voksne, men alle kan sikkert huske som barn, hvordan en sommerferie kunne ændre en for altid. Hvis vi mærker efter, sker det stadig, at en sommer kan ændre store eller små ting.
Og nu lander sensommeren med sin mere rolige energi, med sine bløde farver samt et lys, der på én gang er roligt, omfavnede og groundende.
Ifølge de gamle kinesiske traditioner repræsenterer sensommeren jordens element. Det er en tid for høst og næring, og en tid hvor vi stille og roligt lander efter sommerens ophøjede energi. På dette tidspunkt kan vi bruge energien omkring os til at opbygge stabilitet, skabe balance og ikke mindst fordøje sommerens oplevelser, tanker og erkendelser og få dem til at lande i os, så vi kan høste næringen af det.
Yogatimerne er også landet stille og roligt denne sensommer. Onsdag og torsdag morgen holder pause til jul. Yin yoga om mandagen fortsætter, og der bliver lagt forskellige timer, fordybelsesaftener, workshops ind i løbet af efteråret.
I september er der to ekstra yogatimer onsdag 7.9. og 14.9. Kl. 17-18.15.
Jeg glæder mig til at se jer i løbet af efteråret 🍁
❤️ Trine
Seneste kommentarer