Billedet herover er taget fra “Sukkertoppen” ved Gl. Rye i Midtjylland. Det er en smuk udsigt, og de fleste af os betages af udsyn fra høje punkter. Både fordi det er sjovt at se landskabet eller byer fra oven – at se huse og biler blive små, se konturerne i landskabet, se himlen og skyerne komme langt fra eller, hvis det er mørkt, se en stjernehimmel, der åbner sig for en. Men der sker også noget andet, når vi bevæger sig op og skuer ud. Det er som om, der er et større rum for vores tanker, som om vi kan trække vejret mere frit – vores perspektiv føles større. Vi kan betragte vores hverdagsliv lidt fra oven, og små ting får mindre betydning.
Det er også en af de ting, vi arbejder med i yoga og mindfulness. At løfte os op fra dagligdagens trummerum og de små ting og mønstre, vi tit hænger fast i. Efter en times yoga eller to, eller måske en hel weekend, hvor opmærksomheden har været rettet mod kroppen, bevægelser, åndedrættet, kan man ofte opleve følelsen af, at man lægger lidt mere mærke til fuglene, der synger, ser himlen lidt klarere, og at de ting, der optog os før vi startede enten har løst sig eller blevet lidt mindre betydningsfulde. Vi har givet tankerne og sindet en pause, der gør, at vi kan trække vejret lidt mere frit – på samme måde som når vi efter turen gennem skoven når toppen af bakken og kan nyde udsigten.
Vi får også en ny udsigt på nogle af holdene i Bernstorffsparken her gennem foråret.
Taget på Avlsgården skal renoveres, hvilket medfører diverse støjgener i dagtimerne. Vi har været så heldige, at Kalmia har lavet et stort arbejde for, at alle aktiviteter – herunder yogatimerne onsdag og torsdag formiddag – kan foregå i et fint lokale på Bernstorffs slot i stedet. Det bliver fra onsdag 10.4. og frem til sommerferien. Alle på de berørte hold får direkte besked.
Seneste kommentarer