Kære Alle
“Hvad er det, jeg dybest set værdsætter? Fra dybden af mit hjerte hvad ønsker jeg for mig selv, for mine nærmeste og for verden i 2020?”
Min nytårsmail sidste år sluttede med en opfordring til alle til at stille sig selv dette spørgsmål. Hvad er det, jeg dybest set værdsætter? For mange er 2020 blevet et år, hvor vi er blevet konfronteret med dette spørgsmål mange gange.
2020 blev på alle måder et andet år, end vi havde regnet med. Et år med op- og nedture, med usikkerhed, uforudsigelighed, frustrationer. Et år hvor mange af de ting, vi tog for givet i vores liv, blev ændret. Vores frihed til at bevæge os rundt, og fælleskabets nærhed blev begrænset. Vi holdt op med at have fysisk kontakt til andre mennesker……
Året 2020 bliver af mange betegnet som et mørket og trist år. Det er en fortælling, der er let at føde med mange eksempler. Men som med alle andre historier er der også en anden historie, vi hver især kan fortælle. Hvis vi skræller “corona-laget” af årets oplevelser, så er der for os alle en fortælling nedenunder om mange gode oplevelser, opdagelser og øjeblikke i årets 12 måneder – og det er dem, det er vigtig at have fokus på nu. Alle de øjeblikke og stunder, der gjorde dig glad i hjertet, der fik smilet frem, der varmede.
Jeg har gjort det til fast rutine, her de sidste dage af året, hver dag at få nogle af de oplevelser frem i hukommelsen – og der er mange af dem. Måske er de ikke så store og fantastiske som andre år, måske er det mere i det nære og stille, at oplevelserne skal findes.
Men de rummer alle noget af det, jeg værdsætter allermest.
Der har været mange gode yogaoplevelser sammen med mange af jer. Jeg værdsætter hver og en af de oplevelser. Jeg vil gerne takke jer for jeres deltagelse, opbakning og gode energi. Både til jer, der kommer regelmæssigt på holdene, jer jeg har mødt til workshops, privathold o.lign., og til jer, der følger med gennem nyhedsbrevene. Jeres støtte betyder meget.
Jeg har været taknemmelig for, at det har været muligt at gennemføre så mange yogatimer i år trods restriktioner og nedlukning. Begrænsninger og aflysninger har også gjort sig gældende for mange af de kurser og videreuddannelser, jeg skulle have været på. Jeg savner at komme ud og blive inspireret, at lære nyt, men da det ikke var muligt, satte jeg mig for at gå mange af mine tidligere uddannelser igennem ved at læse noter, bøger og praktisere. Det har været en god og inspirerende proces, og den har fået mig til at tænke på, hvordan der har været en tendens til at søge mere og mere viden, flere og flere oplevelser, og at der er noget fint i at give rum til at lade tingene bundfælde sig og få lov til at udvikle sig. Det gælder ligeledes for bøger man læser, rejser, oplevelser af alle slags, ja det gælder for alt.
Så min opfordring i år er at lade de sidste dage af året fyldes med de gode minder fra 2020 og med varme i hjertet se frem til et nyt år, hvor vi på et tidspunkt kan mødes, kramme, danse og synge sammen igen.
Jeg glæder mig til at se jer, når der bliver åbnet op for yoga igen.
Rigtig godt nytår og tak for i år 💫
Kærlig hilsen
Trine
Seneste kommentarer