Kære Alle
Godt nytår
Hvor skal dit lys skinne i 2023?
Hvad vil du gerne bidrage med?
Hvad vil du gerne være for dem omkring dig?
Hvordan skal 2023 forme sig for dig?
Der er en lang tradition i alle kulturer at man på et tidspunkt om året, som kan være et kalender eller religiøst tidspunkt, reflekterer over det år man siger farvel til, og tænker frem på det år, der ligger foran en. I vores kultur er der tradition for at formulere et nytårsfortsæt. Det bliver ofte formuleret som et konkret mål for en forandring, vi ønsker at opnå.
At skabe forandring der holder, er svært. For de fleste mennesker holder et nytårsforsæt kun kort tid. Vi er ikke gode til at være tro mod det, vi lover os selv. Hurtigt er alt tilbage ved det gamle, og toget kører derudaf på sit gamle spor.
Vi kan gøre noget for at det ikke “bare fortsætter” hele livet på den måde.
Gennem de senere år har vi set og oplevet, at ting kan skifte hurtigt, og ting vi tog for givet lige pludselig ikke var en selvfølge mere. Vi lever i en verden og en tid, hvor alt går hurtigere og hurtigere, og hvor vi ofte ikke kan være sikre på det næste skidt, og hvilken vej det går. Hvor finder vi ro og stabilitet, så vi ikke rives med af uroen og dramaet?
Yoga og meditation har gennem år tusinder givet mennesker et anker i livet.
Det er en praksis, der ikke er blevet mindre relevant i dag, men også en praksis mange mennesker har det svært med. Svært ved at finde ro i et liv, der konstant er på farten.
Der er mange, der har en opfattelse af at meditation handler om at sætte sig i skrædderstilling, trække vejret, finde ro og stilhed. De fleste oplever alt andet end det. Tankerne flyver afsted, ofte i en følelse af kaos, åndedrættet bliver en kamp. Det afspejler sig som uro i kroppen, der bliver svær at holde stille, og så ender det med at være en tilstand, man bare vil væk fra hurtigt.
Den meditative praksis er meget mere end det, og rummer en lang række teknikker og måder at praktisere på. Det kan være liggende, siddende, gående, i bevægelse – man kan kalde det en bevidst pause, hvor fokus er på at give sindet ro fra ydre og indre påvirkninger.
Når vi gør det på regelmæssig basis, begynder vi at lære os selv bedre at kende, at se vores tanke- og reaktionsmønstre. Vi får ro i nervesystemet, og derved oplever vi også en størrre ro i kroppen og sindet. Det skaber stabilitet, modstandskraft, og en følelse af grounding, så vi ikke mister os selv i det, der sker omkring os.
Det skaber et rum til refleksion over spørgsmål i livet, og viser en vej, der kan hjælpe os til at sætte en intention for vores liv, og derigennem opnå forandringer, der rækker længere end en måned frem.
Stop op et øjeblik – vær opmærksom på det sted, du er lige nu. På gulvet under dig, på stolen du sidder på. Tag tre dybe åndedræt og stil dig selv spørgsmålene:
Hvor skal mit lys skinne i 2023?
Hvad vil jeg gerne bidrage med?
Hvad vil jeg gerne være for dem omkring mig?
Hvordan skal 2023 forme sig for mig?
Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt nytår og takke for jeres støtte og opbakning i 2022.
Jeg glæder mig til at se jer i det nye år, hvor meditation og mindfulness som altid vil være en fast del af undervisningen – både på de ugentlige hold og på workshops.
Årets første workshop er lørdag 28.1. Kl. 10.30 – 13.00.
Her vil fokus være på åndedrættet, hvordan vi trækker vejret og hvilken indflydelse det har på vores velbefindende. Du kan læse mere om det herunder.
De ugentlige hold starter i uge 3 – fra d. 16.1.
Kærlig hilsen
Trine
Seneste kommentarer