På Yin Yoga holdet i mandags snakkede vi lidt om, hvad det betyder, når vi samler hænderne foran hjertet og bøjer os for hinanden med et namaste.
I yogapraksis er der et hav af ritualer, af uskrevne regler, af måder man gør tingene på. Hver retning har sine egne ritualer ligesom hver yogalærer har sin sin måde at bruge ritualerne på. Jeg kan huske nogle af de første yogatimer jeg var på for mange år siden, det at komme ind i lokalet se på de andre, der så ud som om de havde helt styr på det hele, og så følelse af at nogle af tingene var lidt mærkelige at gøre. Når jeg så synes at jeg egentlig havde styr på det, kunne jeg komme hos en ny lærer, der så gjorde tingen på en helt anden måde – og så var det forfra. Indtil en dag, hvor jeg lærte at give slip på at skulle forholde mig til det, lærte at være mig selv i det, om det var mærkeligt eller ej, lærte at det ikke ændrede mig som person, men at åbenheden åbnede nye sider i mig.
At samle hænderne foran brystet er en mudra, og kaldes Anjali Mudra. I sanskrit betyder mudra et “segl” eller “tegn” og kan både være håndbevægelser eller en måde at positionere kroppen på, som fremkalder en bestemt indre tilstand eller symboliserer en bestemt betydning.
At samle hænderne foran hjertet, er en påmindelse om at finde hjem i hjertet. Det skaber ro, stilhed og fred. Det er et symbol på forening, som er selve kerne i yoga. Balancen og foreningen mellem højre og ventre hjernehalvdel, mellem yin, det feminine, og yang, det maskuline, og mellem solens energi, Ha, og månens energi, Tha.
Med Anjali Mudra udtrykker du taknemmelighed og ærbødighed, og samtidig er det en respekt for dine medmennesker. Når vi samler hænderne i Anjali Mudra og bukker for hinanden med et namaste, har det en betydning af “jeg bøjer mig for det guddommelige i dig fra det guddommelige i mig”. Med guddommelighed skal ikke forstås i en religiøs forstand, som i vores vestlige tradition, men mere som livet, det smukke og ophøjede i dig og i mig ??Anjali Mudra
Seneste kommentarer