Kære Alle
Jeg håber, I alle har haft en dejlig sommer og nydt solen, vejret og fuglenes morgensang. Ja, har nydt både duftene, lydene og lyset fra sommer og ferietid.
Nu er augusts mere rolige energi begyndt at lande i os. Farverne bliver blødere, og skyggerne længere. Aftenhimlen viser os tusindvis af stjerner, der minder os om det store univers, vi er en lille del af, og nætternes mørke hjælper os til at sove og drømme.
Det er også en tid, hvor hverdagens rutiner igen begynder for de fleste af os. Men der er noget ved sommer og ferie – og for de fleste af os en længere pause fra hverdagen – der gør, at det ikke føles helt som før. Det er som at starte på en frisk.
Måske inspireret af tanker, bøger eller oplevelser om en anden måde, tingene kan være på. Måske bare en åbning for det. Måske en refleksion over, hvad selv små pauser har af indvirkning på vores syn på tilværelsen, på dagligdagen, på hvordan vi kan realisere vores drømme og ønsker.
En tanke, der er værd at holde fast i og tage med sig ind i efteråret.
I sensommeren og efteråret bliver der mulighed for netop de pauser med tid til fordybelse og refleksion.
Fordybelsesyoga-aftenerne fortsætter i Bernstorffsparken. Fordybelse kalder jeg det, fordi når vi afsætter to timer til en yogapraksis – hvad enten det er aktiv yoga, yin eller restorativ yoga – så sker der en større grad af fordybelse og nærvær i det, vi gør. Der bliver et større slip på hverdagen og alt det, der foregår omkring os.
Det kan godt være, at yoga ikke bliver hver uge, men når vi mødes, får vi mulighed for at gå lidt dybere.
Derfor har jeg besluttet ikke længere at have faste ugentlige hold i Bernstorffsparken. Jeg fortsætter som sagt med fordybelsesyogaen, og derudover vil jeg koncentrere mig om privattimer, vejledning i livsstil og Ayurveda samt formidling af disse områder gennem foredrag, inspirationsaftener o.lign.
Alt det vil jeg skrive mere om senere, og du vil også kunne læse mere om det på min hjemmeside.
For nu er der fire fordybelsesaftener i kalenderen frem til efterårsferien.
Her skal vi fordybe os i mindfulness gennem yin og restorativ yoga.
Vi skal sænke tempoet, mærke kroppen og øve os i at være med det, der er – uden nødvendigvis at skulle ændre eller løse noget.
Hver gang vil vi undersøge et tema fra mindfulness – og se på, hvordan det kan få betydning ikke bare på yogamåtten, men også i hverdagen. Hvordan vi kan møde os selv og det, der sker omkring os, med lidt mere opmærksomhed, ro og venlighed.
Gennem kroppen, åndedrættet og stilheden får vi mulighed for at erfare mindfulness – ikke kun som noget, vi kan forstå, men som noget, vi kan mærke.
Og måske tage lidt af den erfaring med os videre ind i hverdagen.
Du kan læse mere om fordybelsesaftenerne herunder og på min hjemmeside.
Jeg vil glæde mig til at se jer.
Mange kærlige hilsner
Trine
❤️
Seneste kommentarer