Kære Alle

Det er december, det er jul lige om lidt – og der er ikke mange dage til, at vi når det mørkeste tidspunkt på året. Vinterhverv. Det vender, og vi går mod lysere dage igen. Samtidig betyder det, at et år er ved at slutte, og et nyt snart tager sin begyndelse.

Hvad er det for et år, vi siger farvel til, og hvilket år ligger foran os?
Vi har selvfølgelig alle et væld af personlige oplevelser, der har formet vores år, men der er også en fælles mængde af begivenheder og oplevelser i verden, som har påvirket os alle. Sådan vil det altid være – det er uundgåeligt.

Jeg tror, at de fleste kan stemme i, at det har været et år, der har udfordret vores forståelse af givne rammer og grænser. Et år, hvor systemer er brudt ned, og hvor “plejer” har forladt verden.

For en del år siden fik jeg en bog med titlen “Kys dit kaos”. Den har jeg ofte tænkt på siden.
De skriver om bogen:

“Kys dit kaos er ikke en opskrift på det perfekte og renskurede. Det er en bog om at acceptere, at livet er lige præcis det modsatte. Nemlig kaotisk. Ukontrollabelt. Og kompliceret. Accepter det. Se skønheden i mangfoldigheden. Vær parat til alle de sprækker, hvor livet overrasker dig, når du mindst venter det. Så er der en mulighed for, at du kan opleve lykken i glimt.”

Vi vil så gerne have orden, forudsigelighed og sikkerhed, og når tingene omkring os forandrer sig, ønsker vi mere end noget andet at få fast grund under fødderne. Vi ønsker ikke kaos, uro og rod. Det er en fælles menneskelig tendens.
Men måske kan vi lære at se ro og kaos som to sider af samme mønt. Som yin og yang, der er dybt forankret i hinanden. Hvor den ene er relativ til den anden, og hvor pendulet altid svinger frem og tilbage.
Og hvis det er perspektivet – kan vi så ikke lære at se, at den indre ro og grounding først og fremmest findes i os selv? Når vi erfarer og mærker det, bliver det mindre vigtigt, om der er kaos eller ro omkring os, for vi kan navigere i begge dele. Så kan vi finde lykke og glæde trods kaos og modgang.

I yogafilosofien er det dét, vi kalder ligevægt eller balance.
Det er ikke noget, der kommer til os over natten. Men det er heller ikke svært. Det handler om nærvær – om at være til stede. Om ikke at leve sit liv i tanker om, hvad fremtiden byder på, eller i analyser af fortiden. Det handler om at være taknemmelig for det, der er og har været, og ikke frygte det, der forandrer sig, eller fortrydelser over det, der kunne have været.
Det er at se livet i bevægelse og forbinde sig til den indre fred.
Det har nok aldrig været så vigtigt som nu at minde sig selv om dette og arbejde for det, når vi går ind i det nye år.

2026 byder også på forandringer i mange brancher, da der fra nytår bliver pålagt 25 % moms på næsten al undervisning og fritidsaktiviteter i privat regi – herunder yoga.

Samtidig har Kalmia, som jeg lejer lokalerne af i Bernstorffsparken, valgt at omstrukturere deres forretning. Det betyder, at de stopper deres lejemål, og dermed stopper mit lejemål på Avlsgården også.
Hvad der skal ske fremover, og hvordan, hvor og i hvilken form min undervisning kommer til at foregå, ved jeg ikke lige nu.

Jeg har været meget glad for – og er dybt taknemmelig for – de ni år, hvor jeg har haft min undervisning i de dejlige, rolige lokaler og omgivelser. Hver gang jeg har kørt ned ad Ved Slotshaven, har jeg nydt og sat stor pris på den smukke udsigt til Bernstorffsparken. Det har været i sommervarme og solskin, i mørke vintermorgener og i de smukkeste solopgange med lilla og lyserødt lys på himlen. Jeg har altid følt mig velkommen af lyset og stemningen og kommer til at savne det.

Jeg håber at finde et nyt sted, hvor jeg kan fortsætte min undervisning. Jeg har ingen planer om at stoppe med at videregive yogaens mange facetter.

Programmet for næste år inkluderer derfor i første omgang kun januar, hvor jeg holder fire længere yogasessions i Bernstorffsparken. Du kan læse om dem herunder eller på min hjemmeside. Du tilmelder dig ved at skrive til mig på yoga@trinefoss.dk.
Prisen stiger med 25 % moms fra 1.1.26, men indtil da kan du tilmelde dig og betale uden moms.

Jeg vil sige tak til alle, som har fulgt mig gennem året på den ene eller anden måde. Tak for al den gode og positive energi, I sender i min retning.

Jeg håber at se jer i januar i Bernstorffsparken – og senere et nyt sted.

Kærlige hilsner og ønsker om dejlige juledage og et godt nytår til alle 💫
Trine

❤️

Husk du altid kan læse mere om hold o.a. på min hjemmeside www.trinefoss.dk