Der er en summen af stille forår – det er som om noget vil op og frem mod lyset og varmen. Hvis vi mærker efter, kan vi også mærke denne bevægelse i os selv, som et frø der spirer og arbejder sig op gennem den kolde jord for at blive mødt af solens stråler.
Foråret er stille på vej.
Stille og roligt er sne og is ved at tø og overgive sig til varmere temperaturer, og under overfladen ligger erantis, vintergækker og forårets første skud og venter. De har ventet længe i år – og det har vi andre også.
Efter måneder med vinter – først mørket, derefter kulden – begynder længslen efter lethed og bevægelse at melde sig. Vi trænger til at komme ud af vores vinterhi og igen mærke livets puls.
Vi står i et skift i årstiden, som også er et skift i naturens energier. I et ayurvedisk perspektiv er tiden, hvor vi giver slip på vinteren og går foråret i møde, en overgang fra Vata-doshaens kolde, tørre og bevægelige kvaliteter til Kapha-doshaens mere tunge, fugtige og tætte energi.
I naturen ser vi det som smeltende sne, mudret jord og et vejr præget af skyer og fugtighed.
I kroppen sker noget lignende, den begynder også at give slip på vinteren.
Det kan vise sig som langsommere fordøjelse, manglende motivation og måske en form for forårstræthed, hvor fugten og kulden næsten føles som om den har sat sig i kroppen og i tankerne.
Ifølge Ayurveda er dette en del af den naturlige cyklus. Når Kapha øges i omgivelserne, øges den også i os.
Derfor er det vigtigt på denne årstid, at vi ikke lader Kapha`s tunge energi sætte sig fast og stagnere i kroppen. Det gælder om at få energien i kroppen til at bevæge sig. Fokus skal være på at få lethed, cirkulations og klarhed i kroppen og sindet. Det kan vi bl.a. gøre ved at bruge lyset, der er vendt tilbage, nyde at vi nu kan hente mere varme fra solens stråler. Vi skal udendørs og suge det ind.
Det er også vigtigt ved disse årstidsskift at have opmærksomhed på fordøjelsen. Det vi spiser har også en betydning, og i Ayurveda anbefales det på denne tid at spise lettere, men stadig varmende og krydrede måltider, gerne med krydderier som ingefær, sort peber, gurkemeje og kardemomme. Det kan balancere Kapha`s påvirkning og hjælpe kroppen med at omsætte vinterens tyngde og skabe mere klarhed og energi.
Bevægelse og yoga er også en god måde at få stagnation ud af kroppen, Det kan enten være ved at starte dagen med små gåture eller have en morgenyoga praksis.
De mere dynamiske og yang-prægede yogaformer, hvor bevægelse og styrke er i fokus, kan skabe varme og cirkulation, mens yin yoga og meditation hjælper med at løsne spændinger og stimulere bindevævet, så flowet i kroppens væv øges. Begge dele understøtter fordøjelsen og kroppens naturlige udrensende processer.
Tilgang skal være stille og rolig, så vi værner om den begrænsede energi, vi har på denne årstid. Vi skal ikke dræner os, men skaber en følelse af lethed og vågenhed i kroppen, så Kapha`s groundende energi gør os rolige uden at trække os ned.
Det er der den bedste forudsætning for, at vi kan gå foråret i møde med klarhed og vitalitet 🌱
På min hjemmeside trinefoss.dk under YOGA online kan du finde og frit bruge et udvalg af videoer med yoga og meditation. Jeg håber du kan få glæde af dem – indtil vi igen ses fysisk til yoga. Jeg er stadig på udkig efter et nyt sted, hvor jeg kan fortsætte min undervisning. Yoga har været en fast del af mit liv i mange år – både min undervisning og min egen praksis – og jeg glæder mig til fortsat at videregive yogaens mange facetter og livsbekræftende kvaliteter.
Indtil da,
Kærlige hilsner fra
Trine
❤️
Husk du altid kan læse mere og holde dig orienteret på min hjemmeside www.trinefoss.dk
Seneste kommentarer